Høje trafikmål hos Jubii News

MediaWatch

Jubii News er ikke indledningen på en medieoffensiv fra Jubii, men en opfordring til at modernisere målingerne af internetforbrug. Jubii lancerede den 2. august nyhedstjenesten Jubii News.dk med links direkte til andre medier. Det nye site tilbyder en omfattende nyhedsoversigt og sortering af nyheder opsplittet i flere kategorier. Indtil videre linker Jubiis Jubii News.dk dybt til 12 danske og udenlandske medier. Jubii News fremstår som et selvstændigt medie under Jubii-brandet, men Jubiis direktør afviser, at der er tale om et egentlig medieinitiativ. "Der er ikke tale om nye medieambitioner hos Jubii, men til gengæld en moderne søgefunktion, som er mere brugervenlig. Jubii har altid været en søgeportal, og det er vi fortsat," siger direktør Peter Lundsgaard, og lover at Jubii News vil blive produktudviklet i mange retninger, alt afhængigt af hvad brugerne indikerer, at de gerne vil have. Ambitionsniveauet er ellers stort nok til, at sitet kunne udvikle sig til et væsentlig selvstændigt medie. Målet er, at Jubii News om ét år har ca. 500.000 unikke ugentlige brugere. I dagene efter lanceringen var trafikken på 3000 unikke brugere i timen, oplyser Peter Lundsgaard. "Planerne går snarere i retning af flere nyhedsfeeds. Der er f.eks. stor efterspørgsel på vor entertainment-kategori, og jeg så gerne, at vi fik lov til at linke til en række ugeblade og månedsmagasiner," siger direktøren. Jubii News.dk vil givetvis tiltrække stor trafik, men det bliver aldrig et site, der kan prale af mange klik, for sitet spiller læserne videre til andre medier. "Jubii News aktualiserer behovet for en modernisering af internetmålinger. Det er ikke tilstrækkeligt at måle unikke brugere. Der bør også måles på tidsforbrug på et site," siger Peter Lundgaard, og efterlyser således målestruktur, der minder om tv og radios, hvor både nettodækning og share er to væsentlige faktorer i bedømmelse af medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også