Medie-jobboom går uden om telesektoren

MediaWatch

Der er et regulært jobboom i gang for journalister, programmedarbejdere, værter og sælgere, men telesektoren er ikke med på vognen. TV 2s Nyhedskanalen skal bruge 85 journalister, værter, programmedarbejdere, og begge gratisaviser ansætter journalister og supplerende funktioner til redaktioner og nyhedsbureau. Direktør Morten Heuing, Stepstone, vurderer, at mediebranchen i Danmark er i stærk vækst. "StepStone's undersøgelser viser, at andelen af danske virksomheder, der synes, at stillinger inden for PR, Marketing og Media er specielt vanskelige at besætte, er mere end tredoblet siden 2004. Det er en udvikling, der kun bliver overgået af den finansielle sektor, hvor rekrutteringsflaskehalsene er blevet den dominerende faktor for den fremtidige vækst," siger Morten Heuing til MediaWatch. Han anslår, at der i dag på landsplan er opslået 500 - 800 ledige stillinger inden for kategorien PR, Marketing og Media, og disse stillinger bliver meget svære at besætte. Men jobvæksten gælder ikke telebranchen. Der er stigende omsætning og milliardoverskud i branchen, men det har ikke ført til mange nye jobs. De seneste fire år er der ifølge tal fra IT & Telestyrelsen forsvundet knap 4000 job i tele- og internetselskaber. Meget tyder på, at telebranchen kommer ned under 18.000 i år, skriver Jyllands-Posten. Det skyldes ifølge analytiker John Strand, at nye og mindre arbejdskrævende løsninger vinder indpas i virksomhederne, samtidig med at flere selskaber gør brug af outsourcing. Den største årsag er dog, at der har været en voldsom reduktion af medarbejdere som følge af sammenlægninger af selskaber. Han peger på, at da Telia overtog Orange førte sammenlægningen til fyringer. Også TDC og Sonofon har skåret i antallet af ansatte. Det ventes, at TDC nedlægger yderligere 720 stillinger i år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også