TV3 risikerer forbud mod Nynne-serie
Politiken har anlagt en voldgiftssag mod Angel Films, der ifølge dagbladet ikke havde ret til at lave en tv-serie om 'Nynnes dagbog'. Sagen kan ende med, at TV3 får forbud mod at vise den stort anlagte serie til efteråret, skriver Ekstra Bladet. Politikens chefredaktør Bo Malthesen siger, at der er anlagt en voldgift mod Angel Films, fordi selskabet har lavet en selvstændig tv-serie over Nynne, selvom aftalen kun gav dem lov til at lave en film, som senere måtte brækkes op i tre-fire afsnit. Angel Films er stort set færdig med at producere serien, der ifølge Ekstra Bladets oplysninger har kostet 40 millioner kroner for 13 afsnit. Hvis Politiken vinder sagen betyder det dermed, at Angel Films brænder inde med serien, der er solgt til TV3 og til Norge. 'Nynnes dagbog' er skabt at Politiken-journalisterne Henriette Lind og Lotte Thorsen. De mener ikke, at figuren Nynne, som de har udviklet gennem seks år, kan bære den store eksponering. Angel Films har dog allerede meldt ud, at selskabet gerne vil lave en ny Nynne-Film. Instruktøren Jonas Elmer har købt rettighederne til 'Nynnes Dagbog 2'.