Video på mobilen skal være unikt og gratis

MediaWatch

Det er ikke givet, at tv har en strålende fremtid på små skærme, viser undersøgelse, men bolden ligger hos teleselskaberne. Videotjenester på mobilen eller iPod'en er i hvert fald ikke en succes i USA, viser en undersøgelse fra Knowledge Networks. 50 procent af dem, som abonnerer på en videotjeneste til deres telefon, bruger ikke tjenesten. Blandt iPod-ejerne er det 30 procent, som ikke udnytter videomuligheden. Undersøgelsen viser også, at forbrugerne slet ikke køber videoenheder på grund af deres mulighed for at afspille eller streame video. Til gengæld er den bærbare computer den mest anvendte enhed til at se videomateriale. Undersøgelsen gælder USA, men i Danmark har teleselskabernes entré i mediebranchen heller ikke været særlig overbevisende. Chefredaktør John G. Pedersen, Mobilsiden.dk, følger nøje den danske mobiludvikling og er ikke overrasket. "Teleselskaberne mangler simpelthen fortsat at levere nogle produkter, som brugerne ikke kan leve foruden," siger han til MediaWatch. Han peger på, at teleselskaberne generelt forsøger sig med små mobilportaler, hvor nyheder fra forskellige andre medier er det primære indhold. Men rigtig unikt og spændende bliver det aldrig. "Brugerne kan jo selv finde dette materiale. Fint nok, at selskaberne laver genveje for brugerne – men det er jo ikke ligefrem et salgsargument," siger John G Pedersen. Det tætteste, man i Danmark er kommet på en indholdssucces, er selskabet 3, som på mobilportalen har produkter, herunder en musikservice, hvor brugeren kan skabe sin egen musikradio via spillelister på nettet. Musikken streames så til mobilen. "Det er godt tænkt og et unikt produkt, som ingen andre har. 3 har også nyhederne fra tv som videoklip." Det er dog ikke tilstrækkeligt til at skabe en betydende abonnementsvækst for 3. Men det har muligvis andre årsager. Hvis indholdssiden på mobiltelefonerne skal rykke, foreslår John G Pedersen, at teleselskaberne har fire ting for øje: Indholdet som tilbydes skal være unikt – noget man ikke kan leve uden. Indholdet skal være gratis. Indholdet skal komme hurtigt og uden fejl, og prisen på datatrafik skal ned, da det ellers bliver for dyrt at anvende. John G. Pedersen hæfter sig særligt ved sidste punkt. Han finder, at der er en tendens til, at teleselskaberne forsøger at overdænge mobilkunderne med udgifter, der ikke gavner udviklingen af tjenester. MMS (multimedie beskeder) er et eksempel. Prisen for at sende en sådan er mellem 2 og 3 kroner pr. stk., mens en sms koster omkring 20 øre. "Det er jo ikke ligefrem noget, som fremmer brugen af MMS," bemærker han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også