Svensk journalist spredte falske rygter

MediaWatch

En svensk journalist bliver udsat for hårde angreb, efter han har indrømmet, at han sendte falske rygter i opløb under fodbold-VM. Sportsjournalist på Aftonbladet Robert Laul skriver i sin blog på avisens hjemmeside, at han var ophavsmand til nogle falske historier, der blev bragt i konkurrerende medier under VM i Tyskland. Laul forsvarer sig med, at han ville tjekke, om nogle af hans meddelere i fodboldmiljøet også arbejdede for Expressen og TV4. Derfor fortalte han en af meddelerne, at Anders Svensson skulle spille i stedet for Kim Källström i Sveriges gruppekamp mod Paraguay. Nyheden blev efterfølgende bragt i Expressen, der senere måtte indse, at oplysningerne var falske. Robert Laul besluttede sig for at gentage testen dagen efter med en noget mere sensationel nyhed - nemlig at den svenske stjerne Zlatan Ibrahimovic var taget hjem til Torino midt under slutrunden for at blive behandlet for en skade. Og denne gang røg både TV4 og Expressen i fælden. Aftonbladet-journalisten afviser over for mediemagasinet Resumé, at hans hensigt var at føre konkurrenterne bag lyset. TV4 er dog rasende på Robert Laul. Sportschef Andreas Haglind kalder bloggen for en efterrationalisering. Haglind siger, at han aldrig tidligere har oplevet, at en journalist spredte falske rygter og siger, han føler væmmelse ved Lauls handlinger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også