Manglende fornemmelse for internettet koster dyrt

MediaWatch

Mediebranchen – især kommercielt tv - er bagud i transformationen til et online liv, og prisen kan blive en mindre bid af annoncekagen. De traditionelle tv-selskaber er skabt i en broadcast-kultur, hvor man sender indhold ud til brugere. De har ikke fornemmelse for internettets interaktivitet, eller den brugerdrevne medierevolution, som tv via nettet repræsenterer. Det kan blive et problem for de gamle tv-organisationer, både i Danmark og i USA. I USA taler strategikonsulent Booz Allen Hamilton, ifølge Computerworld, ligefrem om en "post tv" tid, hvor broadcast tv ikke længere er den stærke gatekeeper overfor et massepublikum. På det amerikanske marked er der imidlertid en udvikling i gang, som Danmark endnu har til gode. Ét af de mest markante ekseplmer er YouTube, der vokser eksplosivt. Sitet havde ifølge Computerworld 38 millioner unikke brugere i april. YouTube er i princippet et tv-selskab online med et stort antal små programmer i alle genrer, hvoraf mange er produceret af brugerne selv, mens andre er sjove reklamer og fraklip, m.m. YouTube og beslægtede sites er et symbol på, at tv-selskaberne i USA og her skal stramme sig op, hvis de skal holde fast på en del af de annoncekroner, der i stigende grad siver til internetmedier. 50 nøglepersoner i den amerikanske reklameverden omtaler således 2006 som året, hvor den markedsføringsstrategi, der har været førende siden 70'erne, endelig forandres. Internettet suger pengene fra tv og print. 22 procent af de amerikanske bilkøbere i 2003 sagde, at internettet spillede hovedrollen i deres valg af bil, men samme år allokerede bilbranchen kun én procent af deres markedsføring til nettet. Den ubalance illustrerer potentialet; den gælder også andre produktkategorier, og den er markedet ved at rette op på. I Danmark er tv-selskaberne langt bagefter, med TV2 Sputnik og visse DR tiltag som undtagelser. SBS TV er dog på vej med en egentlig online-tilstedeværelse i efteråret. Direktør Henrik Ravn, SBS, erkender efterslæbet og er klar til at investere. Han tror, der er to forklaringer på, at især dansk kommercielt tv er bagud. "Mange tv-selskaber var i gang med spæde forsøg på at gøre sig på nettet, da IT-boblen brast - stort set samtidigt rev 9/11 angrebene bunden ud økonomien på alle tv-stationer, så der blev skåret ind til benet. Nu er det bedre tider igen, og jeg tror, vi alle fokuserer mere på netaktiviteter med tilhørende investeringer," siger han til MediaWatch. Ravn påpeger også, at nettets største problem er, at det er svært at tjene penge på sine tiltag, da folk har vænnet sig til, at det meste findes gratis. Mobilaplikationer er et godt eksempel på det modsatte, hvor folk har vænnet sig til at mobile ydelser koster.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også