DR: Ingen regelmæssige HD udsendelser før 2010

MediaWatch

DR viser VM i fodbold i High Definition til seere, der får deres tv-signal via to af de danske kabel-tv net. Der er tale om et pilotprojekt, fortæller teknologichef Jan Brünings, DR, hvor både Telia Stofa og TDC Kabel er med. De to kabeloperatører havde dog problemer med at få tilstrækkeligt mange HD-modtagere frem til åbningskampene. Men siden er leveringssituationen forbedret, og når finalekampen spilles den 9. juli vil der kunne være HD-bokse i 5-6.000 danske hjem. TDC har sat prisen for en HD modtagerboks til 2.495 kroner, og for den pris får man verdensmesterskaberne i HD, men også C-More HD frem til 31. december. Her kan man se tre film hver dag i HD-kvalitet, og resten af dagen kan man se demoklip fra forskellige film. DRs teknologichef var overrasket over, at HD-transmissionen medførte en række komplicerede rettighedsproblemer: "Vi havde i forvejen købt rettighederne til at sende kampene i SD, så jeg troede egentlig, det var en ren formalitet at køre et pilotprojekt i HD. Vi endte da også med at få kampene til en fair pris, men inden da var vi igennem nogle tunge, juridiske forhandlinger, og projektet kunne godt være strandet dér," siger Jan Brünings til AVM. DRs ledelse betragter HD-transmissionerne som et pilotprojekt, der skal give erfaring til det strategiarbejde, som lige er påbegyndt. DR skal ikke tjene penge på projektet, men det må heller ikke koste licenspenge. For de to kabel-tv udbydere betyder HD-transmissionerne, at der skabes ekstra interesse for HD blandt de mange, der har købt fladskærms-tv. Det er derfor sandsynligt, at de kommer med flere HD-tilbud i den nærmeste fremtid. Officielt forventer DR først at sende HD regelmæssigt fra 2010, oplyser Jan Brünings, der håber at forsøget medvirker til, at DR kommer hurtigere i gang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også