Aviser i tabloid skal trykke ny prisliste

MediaWatch

Overgangen til tabloid er en sund proces for dagbladenes produktudvikling, men omlægningen rummer udfordringer. Berlingske Tidende følger trenden i den internationale avisbranche og går ned i tabloid fra den 28. august. Ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tidende, Niels Lunde, siger, at ændringen blandt andet sker af hensyn til læsernes kostbare tid. Politikens ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden finder det mærkeligt, at Berlingske vælger det samme format som de to nye gratisaviser. Derved vil Berlingske ligne de nye gratisaviser på et tidspunkt, hvor konkurrencen spidser til. På Mediacom er man ikke overrasket. Bureauet tror, alle dagblade vil gå samme vej som Berlingske Tidende. Strategien er klog, men ikke uden problemer. "Processen er sund for dagbladenes produktudvikling, men omlægningen rummer en række risici, der skal overvindes, for at det bliver en succes," siger Print Planner Rasmus Møller til MediaWatch. Hovedproblemet for dagbladene er at fastholde prissætningen på en helsideannonce, når avisen er i tabloidformat. "Går man ned i tabloid, skal prislisten laves om. Et dagblad kan ikke regne med at fastholde sin sidepris, når en helside kun er tabloidstørrelse. Man må kalkulere med en risiko for faldende annonceindtægter som følge af tabet af broadsheet-annoncer," siger Rasmus Møller. Problemet er indlysende, mener han, når broadsheet-annoncer er 8 spalter x 520mm i max højde =4160mm, mens man i tabloid kun har 6 spalter x 365mm. = 2190mm, Han tror, at dagbladenes modtræk bliver at justere prissætningen op på de attraktive helsider 3, 5 og 7 ud fra et argument om, at en annonce produceret i tabloidstørrelse synes mere dominerende, når den er indrykket på en avisside i tabloidformat. De fleste annoncer, der produceres, er i tabloidformat. "Den helt store udfordring for et dagblad er tabet af broadsheet-annoncer samt prissætningen af en tabloidside," siger Rasmus Møller. Berlingske Tidende må forvente lavere annonceindtægter, spår print director hos OMD, Niels Egerup, som er enig med Mediacom i, at der er stor forskel på listepriserne på tabloidsider og broadsheetsider. Rasmus Møller er nu ikke i tvivl om, at alle dagblade bør tage skridtet, hvis de mener, det kan stoppe den sivende oplagsudvikling. Aviser som The Times, The Independent, The Guardian, den europæiske udgave af Wall Street Journal, Svenska Dagbladet og Norske Aftenposten er også gået over til tabloid.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også