Kommunalreform udfordrer mediebilledet

MediaWatch

TV 2/Lorry er kommet under politisk pres. Kommunalreformen ændrer også mediebilledet, og flere vil have del af det store sendeområde. Først var det politikere i Nordsjælland, der vil oprette en ekstra regional station. Nu foreslår De Radikale, at det nuværende Roskilde Amt skal høre til det område, som skal dækkes af TV 2 Øst. Hidtil har amtet været dækket regionalt af TV 2/Lorry, men med den nye kommunalreform kommer Roskilde Amt til at høre under Region Sjælland. Den nye kommunalreform og de nye valgkredse rykker rundt på det politiske landskab. For at få det til at gå op, foreslår De Radikale, at Roskilde Amt - som fra 2007 nedlægges og kommer til at høre til Region Sjælland - skal dækkes af TV 2 Øst og ikke af TV 2/Lorry, som det sker i dag. Det besluttede den radikale folketingsgruppe for nylig, skriver tvnyt.com, og det vil partiet tage med til de kommende medieforhandlinger. "Det er vigtigt for borgerne, at de har elektronisk adgang til at kontrollere de politikere, der er i deres område. Derfor skal vi have rykket grænserne," siger den radikale medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll, til TV 2 Øst. TV 2/Lorrys direktør har svært ved at se logikken: "Folk, der ønsker en ekstra regional TV 2-station, skal finde ud af, hvordan det rent teknisk skulle kunne lade sig gøre. Hvilken sender vil de sende fra? Vi sender fra Hove-senderen, der dækker hele vores region – altså Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Roskilde Amt, København og Frederiksberg Kommuner. Den har jo kun ét signal, den kan ikke sådan deles op, så den sender noget til Nordsjælland og noget andet til resten af området," påpeger Dan Tschernia overfor MediaWatch. Han peger også på, at etableringen af flere TV 2-regioner vil være dyrt. "Etablering og drift vil næppe kunne foretages for mindre end det Lorry, og de andre regionale stationer koster i dag - ca. 50 millioner kr. om året." Lorry-direktøren foreslår i stedet, at de planlagte digitale udviklingsmuligheder udnyttes til en mere ambitiøs regional tv-dækning. De regionale kanaler har foreslået til politikerne, at der oprettes en digital regional kanal, så der kan sendes, så meget man vil hele døgnet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også