TV 2 damage control efter Berlingske artikel

MediaWatch

TV 2 er ikke blevet mindre sensitive overfor politisk ukorrekte signaler om kommerciel drift, viser stationens signalgivning ovenpå artikel. TV 2 skal nu tjene mange flere penge af egen drift, er på vej til privatisering og kan snart indsætte en ny yngre direktør med en stærk kommerciel og publicistisk baggrund. Stationen reagerede hurtigt på én af de ca. 100 omtaler, der var i kølvandet på udnævnelsen af Per Mikael Jensen, nemlig en artikel i Berlingske Tidende i den forgangne uge. Berlingske skrev bl.a.: "Danmarks mest populære TV-station skal drives langt mere kommercielt end hidtil. Det betyder programmer på annoncørernes betingelser, bebuder den nyudnævnte adm. direktør for TV 2, Per Mikael Jensen." TV 2 gik i Berlingskes debatspalter, og i dag i TV 2 Medienyt følges op med en afvisning af den fortolkning. Medarbejderne har ifølge TV 2 Medienyt også fået en e-mail fra Per Mikael Jensen personligt, hvori han lægger kraftig afstand til Berlingske Tidendes udlægning af dele af det interview, han gav til avisen. Forskellen i fortolkningen er denne: TV 2 har mange uudnyttede kommercielle muligheder, men det betyder ikke, at programmerne skal være mere kommercielle, fastslår Per Mikael Jensen overfor MediaWatch: "Jeg er normalt ikke særlig tyndhudet, men artiklen i Berlingske Tidende var simpelthen forkert. Det kan man måske godt leve med, hvis det ikke kommer videre. Men er der en, der bringer en fejlagtig nyhed, så vandrer den forkerte historie fra avis til avis. Den situation ville jeg undgå," siger kommende direktør Per Mikael Jensen til MediaWatch. Informationschef i TV 2, Kaj Høivang, finder stationens reaktion naturlig. "Vi bringer blot Per Mikaels kommentar (i Medienyt, red.), som den også har været bragt i Berlingske Tidende. Per Mikaels indlæg siger netop, at TV 2 vil få en mere kommerciel tankegang - men der er pokkers til forskel i den overdrivelse, som Berlingske Tidende leverer om en "langt mere kommerciel" tankegang, og at annoncørerne får indflydelse på programmerne. Det sidste er decideret forkert."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også