TDC penge udløses i dag
Kapitalfondene bag TDC-købet, Nordic Telephone Company (NTC) skal i dag punge ud til de godt 88 pct. der har sagt ja til købstilbuddet. Hvis man også regner de store aktionærer med, udløser det ifølge Berlingske Tidendes udregning 77 mia. kr. Størstedelen vil blive investeret i andre aktier. Men aktiestrateg Henrik Henriksen fra Jyske Bank vurderer også, at det vil sætte gang i køb af biler og sommerhuse. Det ekstra aktiekøb, som kapitaludløsningen vil føre til, vil ifølge analytikeren især komme de store danske selskaber som Danisco, Novo Nordisk og William Demant til gode. Eftersom økonomien har det godt herhjemme, kan man også vente, at mange småaktionærer vil vælge at bruge pengene i stedet for at geninvestere, lyder det.