DR: Pas på engelske sammenligninger

MediaWatch

Socialdemokraternes medieudspil, der sammenligninger danske og engelske forhold, holder ikke helt, mener DRs radiodirektør. Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen er inspireret af den engelske mediepolitik, når det gælder udbud af kanaler, og af det engelske radiomarked. Men ifølge DRs radiodirektør Leif Lønsmann skal man være forsigtig med at drage sammenligninger mellem det danske og britiske radiomarked. Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen opfordrede for et par dage siden kulturminister Brian Mikkelsen til at nedtone de økonomiske krav til den nye landsdækkende radiokanal, der lanceres til efteråret. I stedet skal kulturministeren stille krav om en indholdsprofil for den nye radiokanal, så den kommer til at adskille sig fra P3, P4 og Radio 100 FM. "Mange potentielle radiolyttere er stationsløse i det aktuelle radiolandskab. Især på musikfladen er der et tomrum, hvor kvalitetsbevidste musikbrugere ikke har noget sted at gå hen," siger Mogens Jensen. I England udbød man i 1993 tre nye landsdækkende kommercielle radiokanaler med hver sin skarpe profil: En klassisk kanal, en kanal for sport, debat og nyheder og en pop/rock kanal. Pop/rock kanalen, Virgin Radio, har siden haft stor succes med at tage konkurrencen op mod BBC 1 og BBC 2 ved at satse på den målgruppe, som syntes, at BBC 1 var for teenage-rettet og BBC 2 for gammeldags, påpeger Socialdemokraterne. "Vi har samme situation i Danmark med et P3, som har fat i de 15-24-årige og et P4, der fokuserer på den midaldrende og ældre del af befolkningen. De mennesker, der falder i hullet mellem P3 og P4 har brug for et alternativ. Vi vil foreslå en radiokanal, der har en vision om at spille og understøtte dansk kvalitetsmusik og finde de nye danske bands, som er der, men aldrig kommer op til overfladen", siger Mogens Jensen. DRs radiodirektør Leif Lønsmann er ikke tryg ved den sammenligning: "Virgin Radio har kun en markedsandel, der svarer til, hvad Radio2 har i Danmark. Med Storbritanniens befolkning er det nok til at klare sig, men i Danmark ville det knibe. Målt på share var Sky Radio faktisk en langt større succes i Danmark, end Virgin er i Storbritannien. Sky Radio nåede en share, der er tre gange større end Virgins," siger Leif Lønsmann til MediaWatch og tilføjer, at Sky Radios problem ikke kun var et formatspørgsmål, men også et umodent annoncemarked og en høj koncessionsafgift. Frem for Virgin Radio og de andre landsdækkende kanaler i Storbritannien, er det snarere et stort antal regionale kommercielle radioer, der påfører BBC radio hård konkurrence, mener Lønsmann. Blandt de mest kendte er Capital Radio og Heart. Derfor kan man næppe overføre den britiske model med bundne formater til Danmark, advarer han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også