Radioudbud: Strammere nyhedskrav

MediaWatch

Strammere programkrav og fortsat risiko for høje koncessionsafgifter ved ny radioauktion frister ikke JP/Politiken. Kulturministeren satser på en ny auktion snarest muligt. Han håber, at der kan være afsat en eller to nye radiostationer til april. Trods anbefalinger om at nedtone programkravene – blandt andet fra DRs Leif Lønsmann - skal den, eller de nye aktører, regne med mindst de samme programkrav, som dem der gjaldt for Sky Radio. Forligskredsen har planer om at definere kravene til nyheder og magasinprogrammer mere præcist. Ministeren skal derfor næppe vente, at koncerndirektør Lars Munch fra JP/Politiken stiller op til auktionen. "Som udgangspunkt er vi interesserede i at drive en landsdækkende radiokanal, hvis forudsætningerne for en sund økonomi er til stede. Hvis den nye auktion får betingelser, der minder om den første, vil vi derfor ikke være at finde blandt byderne," siger koncerndirektør Lars Munch, JP/Politiken, til MediaWatch. De Radikale har foreslået, at en præcisering af nyhedskravene skal inkludere, hvilken andel af egenproducerede nyheder, som radioen skal kunne levere. Sky Radio blev i den indledende fase kritiseret for, at nyhederne mest var oplæsning af nyhedstelegrammer. Radio og tv-nævnet godkendte dog senere radioens nyhedsindhold, herunder andelen af egne nyheder. Hvis programkravene får ordlyd, som Sky Radios lød, skal de potentielle radioaktører kunne levere public servicenyhedsdækning. Den nyhedsdækningen skal, udover kravene i radio og fjernsynslovens § 10, opfylde følgende krav: Der skal sendes mindst 1.000 timers nyhedsudsendelser og magasinprogrammer pr. år, eksklusive eventuelle reklamer. Mindst 2/3 af nyhedsudsendelserne eksklusive magasinprogrammer skal placeres i tidsrummet kl. 7-23.00. Udsendelserne skal bringe nyheder fra hele Danmark og fra udlandet. Der skal sendes mindst en times længerevarende magasinprogrammer hver dag. Magasinprogrammerne skal ligge inden for tidsrummet kl. 7-23.00. Skandinavisk musik skal udgøre cirka 30 procent af musikfladen. Forligsparterne har besluttet at give radiomarkedet flere kombinationsmuligheder. Ved den nye auktion opdeles frekvenssættet i to pakker, der gælder for otte år. Der udbydes et regionalt frekvenssæt, der dækker Fyn og Jylland og et frekvenssæt for Sjælland. Man kan byde på begge eller give et samlet bud. Kulturministeren oplyser, at det også ved den auktion bliver det højeste bud, der gælder. Hvis buddene på de to regionale frekvenser tilsammen er højere end det højeste af de landsdækkende bud, gælder de - og omvendt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også