Brian M går efter 30 nye tv-kanaler

MediaWatch

Når konsortium og gatekeeper problemet er løst, banes der vej for et helt nyt, meget stort digitalt tv-marked, lyder kulturministerens vision for DTT. Kulturminister Brian Mikkelsen lægger op til en ny fase i udviklingen af dansk tv. Der er tale om den endelige overgang fra analogt til digitalt jordbaseret tv (DTT), der giver mulighed for, at så godt som alle medieaktører kan komme til at drive tv-stationer - og radiostationer. I øjeblikket forhandler de danske telemyndigheder frekvenser til digitalt tv. "Hvis de internationale forhandlinger går, som vi forventer, kan vi gradvis udbygge det digitale tilbud til omkring 30 kanaler i løbet af en kortere årrække," lover ministeren. Beslutningen om at lukke for det analoge sendenet i oktober 2009 forventes at være et godt incitament, ikke alene for seerne, men også for apparatfabrikanterne, som længe har bedt om at få en fast dato for overgangen til digitalt jordbaseret tv. Ministeren erkender, at DTTs succes afhænger af, om der kan findes løsninger på et par svære problemstillinger. Problemer, der reelt har bremset projektet i næsten ti år. Enten skal der være en såkaldt "gatekeeper", der står for udvælgelsen af de kanaler, der skal udbydes, eller også skal staten – i dette tilfælde formentlig Radio- og tv-nævnet - udstede tilladelser til hver enkelt kanal efter politisk fastsatte retningslinjer. "Det er et af hovedspørgsmålene i de kommende medieforhandlinger," siger Brian Mikkelsen. Hovedforskellen mellem de to modeller er graden af statslig indflydelse. I gatekeeper-modellen vil politikerne slippe tøjlerne, når gatekeeperen er udpeget. Det vil nok være muligt at opstille visse betingelser for gatekeeperens valg af kanaludbydere, spår ministeren, men gatekeeper har behov for at agere efter udbud og efterspørgsel. "Hvis vi vælger at udstede tilladelserne enkeltvis efter politiske retningslinjer, kan vi i hvert fald i teorien sikre os en kanalsammensætning, der er så bred, som vi gerne vil have det. Usikkerhedsmomentet er imidlertid, om vi formår at tiltrække tilstrækkelig mange attraktive udbydere, altså om vi kan ramme den rigtige business model." Brian Mikkelsen er helt på det rene med, at overgangen til jordbaseret digitalt tv også afhænger af en løsning på problematikken om reklameregler i sendenettet. "Vi skal se på, om de digitale sendenet skal betragtes som en slags fællesantenneanlæg i luften, hvorved det vil være logisk at tillade udenlandske programudbydere at følge f.eks. reklamereglerne i det land, de sender fra. Eksempelvis at tillade TV 3 at afbryde programmer med reklame. Eller om vi af hensyn til den ligelige konkurrence mellem danske og udenlandske udbydere skal insistere på, at de danske reklameregler med forbud mod afbrydelse af programmer undtagen i ganske særlige tilfælde skal følges," siger Brian Mikkelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også