SBS: Vent med radioudbud

MediaWatch

Den femte radiokanal kan udnyttes mere optimalt, hvis den slet ikke genudbydes nu, foreslår SBS, men sker det alligevel, er SBS meget interesseret. "Vores anbefaling er først og fremmest, at Skys frekvenser indgår i den replanlægning af FM-båndet, som partierne bag medieforliget netop nu arbejder med. Det kan der komme flere kanaler ud af," siger direktør Henrik Knaarck, SBS Radio, til MediaWatch. Det ville i givet fald parkere senderne på standby i 1-1½ år. Der arbejdes i Kulturministeriet på højtryk på at finde en løsning på et nyt radioudbud, og alle politikere, MediaWatch har talt med, ønsker et udbud hurtigst muligt. Når udbuddet kommer, er SBS Radio klar og mener også, at man kan gøre det bedre end Sky Radio. SBS-direktøren vil ikke indikere et niveau for, hvad han finder er en rimelig koncessionsafgift. "Vi tager stilling til vores bud, når vi ved, hvilke betingelser frekvenserne udbydes på," siger han og uddyber til gengæld, hvorfor SBS Radio er bedre rustet, end hollandske Sky var. "The Voice bygger på 22 års radioerfaring, vi kender danskernes radiovaner og ønsker og er et stærkt og indarbejdet brand. Vi var her først, og vi er her jo stadigvæk, så det ser vi som et tegn på, at vi gør tingene rigtigt. Dette bekræftes også af Gallups netop offentliggjorte lyttertal for oktober, der viser, at vi ligger stærkt i den unge målgruppe." Henrik Knaarck henviser til, at The Voice i oktober er den foretrukne kommercielle radiostation på landsplan for de 12-29-årige. SBS Radio fyrede mandag 10 medarbejdere fordelt bredt blandt forskellige faggrupper i organisationen.I januar lukkede SBS Radio POP FM blandt andet med begrundelsen, at reklameindtægterne var for små. Frekvenserne blev overtaget af de to resterende brands, Voice og Radio2. SBS holder fast i sine to nuværende brands, og Henrik Knaarck afviser, at de kommer til at lide samme skæbne som POP FM.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også