MTV vil mere med Danmark

MediaWatch

Det stærke MTV brand med dansk profil varmer op til at udfordre det danske tv-marked med ekspansion til flere platforme, nye forretningsområder og alliancer. "Der foreligger ikke konkrete planer for ekspansion. Opgaven er først at øge penetrationen og vores share i målgruppen," siger direktør Niels Viby. Det skal skabe basis for øget abonnementsindtjening, suppleret af reklameindtægter. Den nytiltrådte direktør gør sig dog visse fremadrettede tanker om den selvstændige danske MTV station. "Vi er det stærkeste mediebrand i verden, ifølge en analyse i Business Week, og vort innovative indhold, kombineret med dansk profil, rummer muligheder for at tiltrække indtægter fra andre aktiviteter end selve tv-programfladen," siger Niels Viby. Han vil i de kommende måneder afsøge mulighederne for at danne alliancer med andre medier og aktører, der kan fremme stationens danske position. Niels Viby bekræfter, at han har fået adskillige interessetilkendegivelser fra medier, der vil samarbejde med det danske MTV. Først og fremmest gælder det dog MTV Music Awards i København i efteråret 2006, der forventes at blive en stærk PR platform for den danske kanal. Niels Viby minder om, at MTV har været banebrydende med unge, kantede programformater, lige fra det første realityshow, Real World, til Jackass, The Osbournes og Pimp My Ride, m.fl. "Mange tv-stationer har svært ved at udnytte nettet offensivt; det bliver kun til lidt firmainfo, men jeg mener, at MTVs programflade og publikum rummer muligheder for rene danske online-initiativer." I dag deler MTV i Sverige og Danmark én hjemmeside. Set i et lidt længere perspektiv forestiller Niels Viby sig, at MTV kan udvikle forretningen som indholdsleverandør til mobiltelefoner, internetsider, radiostreaming, osv. Han udelukker heller ikke, at MTV vil udvikle en forretning med online musiksalg eller et dansk MTV feed med musik til DAB, web eller andet. Blandt MTVs nærmeste konkurrenter findes SBS' Voice Tv, der har mest fokus på musikken, men ikke ligger på den lade side, oplyser Program Manager Dennis Johanneson. "Fremover vil man se lanceringer af nye programprodukter, således har vi netop haft premiere på programmet "PINK", der i den tidlige eftermiddagsflade tager sig af de yngste piger i vores målgruppe. Vi satser på kampagner, hvor vi tager et ansvar for vor målgruppe. Først for, er en "DROP MOBNING"-kampagne i samarbejde med Red Barnet, og vi har interaktive tiltag samt artistture rundt i landet på vej." Hvor MTV betragter sig som en underholdningskanal med musik, definerer Voice Tv sig selv som en 24-timers musik tv-station med danske værter, en stor andel af danske musikvideoer og lokal forankret produktion.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også