TV 2 Film: Få men fyldige reklameblokke

MediaWatch

TV 2 Film kan nu melde udsolgt en hel måned frem, og der er indført længere reklameblokke. I dag lanceres nyeste knobskydning fra TV 2 - TV 2 Film - der sender spillefilm døgnet rundt. Kanalen kan fra starten modtages af ca. 60 procent af seerne. TV 2 Film finansieres primært af abonnementsbetaling, og forventningerne til reklameindtægterne var først lagt på et beskedent niveau. Det oplyser Plannerchef Alexander Madsen, TV 2, til MediaWatch. Den nye kanal er imidlertid blevet mødt med stor efterspørgsel fra tv-markedet, og kan nu melde om udsolgt i hele fire uger frem. "Der er meget stor efterspørgsel på tv-markedet, og det forventer vi vil fortsætte resten af året," siger Broadcast Director Flemming Jensen, Mediaedge:cia, til MediaWatch. "Vi er blevet mødt med stor interesse fra annoncemarkedet, hvilket nok mest skyldes nyhedens interesse. Vi blev hurtigt udsolgt, fordi varelagret er begrænset med få blokke og beskedne ratings i hver," siger Alexander Madsen. TV 2 stiller eksklusive reklameblokke til rådighed mellem filmene. Det drejer sig om i gennemsnit 12 daglige blokke med en varighed på mellem 3,5 og 4,5 minutter. "Efterspørgslen taget i betragtning er vi gået op til blokke på 4,5 minutter," siger Alexander Madsen. Han ønsker ikke kommentere, hvor store indtægter, reklamerne eventuelt kan bidrage med. Mediaedge:cia vurderer i øvrigt, at TV 2 Film er lanceret ud fra sunde strategiske overvejelser. "TV 2 Film kan ramme samtlige kommercielle konkurrenter hårdt. Gode film er fortsat et eftertragtet programelement, som både TV3, TV3+, TV Danmark og Kanal5 satser på," siger Flemming Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også