JP/Pol: Trafikavis har ingen publicistisk værdi

MediaWatch

JP/Politiken har hverken tabloidstørrelser eller gratis trafikaviser i støbeskeen. Påfaldende tilbageholdende for en mediekoncern, siger analytiker. "Jeg tror, at forandringer er afgørende for, at virksomheder udvikler sig," siger adm. direktør Lars Munch, JP/Politiken, til MediaWatch. Det er bare ingen forandringer på vej lige nu, for JP/Politiken er tilfredse med situationen. Koncernen planlægger ikke at gå ned i tabloidformatet med Politiken og Jyllands-Posten. Der er heller ikke planer i skuffen om at ekspandere med en national eller storkøbenhavnsk trafikavis. "Vi har ingen planer om at gå i tabloidstørrelse, vi bruger ikke tid på det. Jeg ser ikke entydig gode erfaringer i udlandet. Mange får et oplagsløft, men det skyldes nyhedsværdien, ekstra stor markedsføring og store rabatter i abonnement. Når situationen er normaliseret, falder oplaget tilbage på niveau – eller i værste fald under." JP/Politiken har for nylig lanceret trafikavisen JPÅrhus i Østjylland, og JP KBH er på prøve blevet uddelt gratis på store trafikknudepunkter i København. Men der er ingen konkrete planer, oplyser Lars Munch. Direktør Peter Ottesen, MediaBroker, undrer sig over de uambitiøse udmeldinger fra så stor en mediekoncern. "Om Politiken går i tabloid eller ej, ændrer ikke alverden, men det er en påfaldende selvtilfreds udmelding fra JP/Politiken, som jeg har svært ved at tro ikke dækker over noget andet," siger Peter Ottesen. Hans pointe er, at alle mediekoncerner, der er meget store, har meget at tabe; de risikerer let at blive mindre, hvis de forholder sig tilbagelænet til medieudviklingen omkring dem. Af alle mediekoncerner synes det oplagt, at JP/Politiken skal produktudvikle, nu hvor det går relativt godt, mener Peter Ottesen, der peger på adskillige muligheder for knobskydninger. F.eks. en international avis som Dagen eller flere forskellige gratisaviskoncepter, herunder en gratis kvalitetserhvervsavis. "Jeg tror, at JP/Politiken har skuffen fyldt med planer, som vi nok skal få at se. Tidligere har JP/Politiken ikke været bange for at eksperimentere, f.eks. med den tyrkisksprogede avis Haber eller gratisaviser som HverDag," siger Peter Ottesen. "Jeg vil ikke spekulere i muligheder. Jeg er skeptisk over for, om der er marked for en ekstra trafikavis. Det giver i hvert fald ingen publicistisk mening at udvide med en trafikavis. Om det giver forretningsmæssig mening, ved jeg ikke. Der er ikke set overvældende gode økonomiske resultater hos de andre," siger Lars Munch. Han tilføjer, at det ikke skræmmer koncernen at skulle træde ind på det marked som nummer tre. "Vi kom ind i det århusianske marked som nummer tre med vores gratis trafikavis uden problemer."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også