Radio: 140 mill. national annoncering til deling

MediaWatch

FM radio som mediekategori er nærmest afskrevet af markedet, men nu synes det indenfor rækkevidde, at Radio100 FM vil modbevise skeptikerne. I en artikel på MediaWatch den 14. september nedskød PricewaterhouseCoopers alle forventninger til radiomarkedet.. PWC tvivlede på den nødvendige eksplosive vækst og spåede en årlig vækst på niveau med resten af reklamemarkedet, nemlig beskedne 5,5 procent. Det niveau genkender Talpas Radios arbejdende bestyrelsesformand Jesper Sehested Lund slet ikke. Talpa Radio er selskabet bag Radio100 FM. "Vi estimerer, at den nationale radioomsætning leverer en flot vækst på 40 procent i år. Jeg kan absolut ikke genkende PWC’ meget afdæmpede prognoser. En vækst på 40 procent udløser i runde tal en vækst i faktiske kroner på 40 millioner kr.," siger Jesper Sehested Lund til MediaWatch. DRRBs statistik støtter Talpa Radios vurdering. Ifølge DRRB ligger radioomsætningen fra mediabureauerne i index 138 i årets første otte måneder. Med en vækst på ca. 40 procent udgør radiomarkedet i år ca.140 millioner nationale annoncekroner. De bør alt andet lige fordele sig stort set efter de kommercielle lyttershares, da annoncemarkedet i dag allokerer de nationale radiokampagner efter samme metode som på tv. Mediaedge:cia bekræfter overfor MediaWatch, at den fordelingsnøgle er en rimelig pejling på markedet. Det betyder i runde tal, at Radio100/Det Danske Radiobureau i år må forvente at omsætte for ca. 73 millioner, ca. 35 millioner til Sky Radio og ca. 32 millioner til SBS radio. Det er ikke gennemskueligt, hvor mange de 73 millioner kr. til DDR, som vil tilfalde Radio100 FM, men MediaWatch' kilder vurderer, at det drejer sig om halvdelen. Det skal med i totalbilledet, at SBS' Voice og Radio2 også omsætter lokale kampagner, som ikke er indregnet her, ligesom Radio100 FM modtager flere nationale kampagner til afvikling alene på Talpa-radioen. Alle er således langt fra break-even, men Radio100 FM som enkelt radiostation, med en årlig koncessionsafgift på 22,5 millioner, er tættest på. "Vi lever op til de mål, som vi har opstillet i vores forretningsplan, og jeg forventer et break-even i 2007 eller 2008, afhængig af det samlede markeds udvikling," siger Jesper Sehested Lund, der altså er nødt til at tro og håbe på tilsvarende eksplosiv vækst i 2006 og 2007. Er der break-even i 2008, har Talpa Radio tre år til at indtjene de første års tab – samt en fortjeneste. Der stod 90 millioner kroner minus på kontoen efter det første halvandet år. Radio100 har ingen planer om at trække sig ud af salgssamarbejdet i DDR, der udgøres af Radio100 og flere regionale og lokale radioer. Det blev udelukkende etableret i 2003 for at udmanøvrere Sky Radios muligheder for at indtage positionen som den førende landsdækkende radio. Den operation er lykkedes. Trods salgsalliancen agerer Radio100 FM helt som en selvstændig national radiostation, hvilket den seneste nationale rekordhøje share på 7,9 procent også bevidner. Målet er øget distributionen via lokale alliancer, DAB og om nogle år via en replanlægning af FM båndet, hvor man forventer at Radio100s dækning også tilgodeses.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også