Momsregel truer mikrobetalinger

MediaWatch

En koalition af danske net-medier er, med FDIM i spidsen, snart klar til at lancere en betalingsløsning for indhold på nettet - herunder nyhedsindhold.

Men en momsregel - der er formuleret, som stammer den fra tiden før Internettet slog bredt igennem - truer nu med at gøre internetbårne nyheder 25 procent dyrere end dem på papir.

Reglen kan dermed vise sig at blive en kæp i hjulet på hele forsøget på at lancere mikrobetalinger på danske netsider.

I Momsvejledningen for 2001 fremgår det, at journalistik - lige som bl.a. forfatter- og komponistvirksomhed - er undtaget fra momsbetaling. Momsfritagelsen omfatter størstedelen af det danske avis- og bladmarked.

Men elektronisk nyhedsformidling er tilsyneladende undtaget fra reglen:

"Elektronisk nyhedsformidling mm. (dataaviser) kan ikke afsættes momsfrit som en avis, da den anses for en edb-/dataydelse, der er momspligtig".

Mediefolk, som Mediawatch har talt med, finder undtagelsen særpræget og mener ikke, at den er rimelig, hvis den stiller internet-nyhedsformidlere (dataaviser) ringere end de traditionelle dagblade.

Det har i dag ikke været muligt for Mediawatch at få fat i de relevante personer i Skatteministeriet, der kunne kaste mere lys over undtagelsen for momsfritagelser.

Momsvejledningens afsnit om momsfritagelser kan studeres her (inde på siden: tast Crtl F og søg på "dataaviser").

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også