Formel 1 på TV4.se, bestil med sms

MediaWatch

Det er TV4 Interaktiv, der via mikrobetalingsløsningen Coinlet introducerer en ny interaktiv tjeneste på nettet. Natten til søndag bliver det således muligt for TV4.se's brugere at følge Formel 1-premieren i Australien live på portalen.

Ved at sende en sms fra mobiltelefonen kan brugerne få adgang til en premium-service, som ikke er tilgængelig for andre brugere. Løsningen kræver hverken registrering eller password.

- Det er ganske enkelt. Brugeren går ind på en webside, sender en sms med en unik kode til et angivet nummer og får efter bare et par sekunder adgang til betalingstjenesten, siger Johan Frisch, direktør hos TV4 Interaktiv.

Han peger også på, at det er en løsning med høj sikkerhed. Sms-prisen føres på mobilregningen og indebærer ikke nogen transaktion via nettet, siger Johan Frisch.

Coinlet-løsningen er udviklet af det finske selskab Portalify, som udvikler mobile tjenester og betalingsløsninger.

TV4 er den næststørste portal i Sverige. Antallet af unikke besøgende steg i januar med 146 procent i forhold til sidste år og TV4.se haler fortsat ind på Sveriges førende mediesite Aftonbladet.se.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også