Nye teleprodukter i fortsat vækst
I andet halvår 2001 blev der sendt 743 millioner sms'er, hvilket er en stigning på 20 procent i forhold til første halvår.
Adsl-markedet udviser en nærmest eksplosiv vækst. Ved udgangen af 2001 var antallet af adsl-abonnementer cirka 152.000. Dette svarer til mere end en fordobling på blot seks måneder.
Stigningen kan konstateres hos samtlige adsl-udbydere. Størst fremgang har TDC, hvis andel af markedet på et halvt år er steget fra 58 procent til 73 procent.
Også mobilmarkedet fortsætter den imponerende vækst. I andet halvår 2001 overhalede antallet af mobilabonnementer antallet af fastnetabonnementer.
Nu er der næsten 74 mobilabonnementer mod 72 fastnetabonnementer pr. 100 indbyggere i Danmark.