Ingen spansk-italiensk tele-alliance
Det mener analytikere, der kommenterer forlydender i italiensk presse om, at Telefonica køber aktier op i Olivetti-koncernen, som ejer Telecom Italia. Formålet skulle være at skabe en alliance mellem de to partnere.
Telecom Italia er i færd med at sælge ud af de udenlandske investeringer, hvor selskabet ikke har majoritetskontrol. Det skulle angiveligt også gælde en 26-procents andel i Spaniens næststørste teleselskab, Auna.
Det skulle igen - ifølge rygterne - give plads til alliancen med Telefonica. Men analytikerne tvivler:
- Telefonica og Telecom Italia er konkurrenter i Latinamerika og Italien. Jeg kan ikke se logikken i en alliance, og jeg er derfor skeptisk overfor oplysningerne, siger Glen Spencer-Chapman, analytiker hos IberSecurities i Madrid, til Bloomberg.
De to tidligere monopol-foretagender har koncentreret deres internationale ekspansion om Latinamerika, hvor de nu er de største teleselskaber i lande som Argentina og Brasilien.