TDC Kabel TV overtager NESA Kabel-tv

MediaWatch

I en kommentar til salget siger NESAs adm. direktør Poul Lind, at salget af NESA Kabel-tv sker i forlængelse af NESAs strategiske fokus og at selskabet ikke kan investere de nødvendige ressourcer i NESA Kabel-tvs videre udvikling.

- Vi fokuserer på, at vores kerneforretning skal ekspandere. Derfor skal vores produkter kunne tilbydes til en bred kreds af kunderne, og produkterne skal have tilknytning til vores el-relaterede aktiviteter, siger Lind.

Kabel-tv ydelsen tilbydes kun ca. 17.000 kunder ud af NESAs i alt ca. 534.000 kunder, mens TDC Kabel TV har kabel-tv som sin kerneaktivitet.

- TDC Kabel TV har i mange år været indirekte leverandør til NESA Kabel-tv's kunder. Vi regner med snart at kunne tilbyde kunderne endnu bedre programmer, digitale tjenester og Internet adgang via kabel tv-nettet, siger adm. direktør Niels Breining, TDC Kabel TV.

Handlen gennemføres pr. 1. januar 2002. TDC lejer en del af lokaliteterne på Undalsvej i Frederiksværk, og en NESA Kabel-tv medarbejder ansættes i TDC KABEL TV A/S.

Der vil ikke umiddelbart ske ændringer i de nuværende leverancer eller kontraktforhold mellem kunderne og NESA Kabel-tv. En serviceaftale mellem sælger og køber vil sikre en glidende overgang uden gener for kunderne.

I forbindelse med NESAs overtagelse af el-selskabet EFFO i 1998 overtog NESA også EFFO Kabel-tv. NESA Kabel-tv dækker primært den vestlige del af Nordsjælland.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også