Radio: Europa halter efter USA

MediaWatch

I Europa sidder de statslige public service-kanaler på over halvdelen af en samlet radioreklameomsætning på 117 milliarder kroner. I USA er den årlige omsætning indenfor radioreklamer på 324 milliarder kroner, skriver The Radio Magazine.

I Europa tjener kommercielle stationer omkring 180-350 kroner pr. 1.000 lytte-timer. I USA er indtjeningen pr. 1.000 lytte-timer i nærheden af 600 kroner. Det fremgår af en ny rapport fra britiske Oliver & Ohlbaum.

Rapporten oplyser også, at lytterne i Europa har langt færre radiostationer på FM-skalaen at vælge imellem. Mens f.eks. Chicago har 47 radiostationer, har en millionby som London kun 24 forskellige stationer at vælge mellem.
I Danmark er situationen særlig pauver, skriver Radionyt.com. I mange danske byer er der kun én kommerciel radiostation som supplement til DRs fire public service-kanaler. I tilsvarende byområder i USA har lytterne typisk 20-30 forskellige radiostationer at vælge mellem.

Oliver & Ohlbaum mener dog, at langtidsudsigterne for radio i Europa generelt er positive. Radiolytningen er fortsat i vækst og det er stadig billigt for annoncørerne at bruge radio. Ændrede regler for ejerskab vil samtidig gradvist mindske de faste omkostninger.

Rapporten ser også positivt på DAB, om end DAB kun ventes at ville være i brug af 10 procent af de europæiske husstande i 2006 og udgøre i alt seks procent af al radiolytning i 2006.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også