Filmproduktion har ikke været en højvækst-branche de senere år. Men AOL Time Warner regner med, at filmen "Harry Potter and the Sorcerer's Stone" vil give et tiltrængt skub til forretningsområdet, skriver Reuters.
Samtidig kan AOL Time Warner se positive resultater af den cross channel promotion, selskabet har kørt i forbindelse med filmen om Harry Potter.
Selskabet har markedsført Harry Potter-filmen via sine kabel-tv-netværk, via internet-tjenesten AOL og via sine magasiner.
Denne strategi ønsker AOL Time Warner at videreføre i forbindelse med sin internationale ekspansion.
I juli købte AOL Time Warner den britiske udgiver IPC. Og i oktober indgik selskabet en aftale med den kinesiske regering om at distribuere underholdningsbaseret kabel-tv i det sydlige Kina.