NIC2001 - Visioner og realitet

MediaWatch

Visionerne får højere til loftet og de kreative ideer større sko at gå i. Det var, hvad der skete på Nordic Interactive Conference 2001, som løb af stablen i sidste uge Bella Centret i København.

På Nordeuropas største interaktive event diskuterede og præsenterede forskere, kunstnere og topledere det sidste nye inden for interaktiv digital teknologi. Samtidig gav de deres bud på, hvordan fremtidens mediebillede ser ud og påvirker vores måde at kommunikere på og organisere os om 3-7 år.

Konferencen, som både bød på kunstudstillinger, workshops og paneldiskussioner, viste et meget bredt snit af, hvor den teknologiske udvikling er på vej hen.

Et af nøglebudskaberne på konferencen var, at informationsteknologi bliver en langt mere nuanceret og kompleks størrelse. Ikke blot et keyboard, en mus, et display og en browser, men et fuldt integreret system i vores fysiske omgivelser.

Processorer vil blive bygget ind i vores biler, på vores køleskabe, i kontormøbler og i huse. Om fem år, vil almindelige danske hjem have internetadgang fra cirka 25 forskellige platforme, hvor pc'en blot vil være en af dem.

Et andet fokus for konferencen var behovet for at undersøge informationsteknologien fra en brugerorienteret, humanistisk vinkel. I stedet for at beskæftige sig med teknologi for teknologiens egen skyld, reflekterede man over, hvad teknologien kan gøre for mennesket og i forhold til menneskelige behov.

Konferencen zoomede ind på teknologi og udviklingen inden for de digitale medier i et eftertænksomt fugleperspektiv, hvor erhvervslivets innovationer og interesser blev krydsbefrugtet med forskernes, sociologernes og æstetikernes teorier, resultater og erfaringer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også