Sorte udsigter for SOL

MediaWatch

SOL-aktien har ført en turbulent tilværelse i det forgangne år. Imorgen for præcis et år siden nåede aktien således en kursværdi på 128 kroner, mens selvsamme aktie idag ligger i blot kurs 4 kroner, skriver Dagens Næringsliv.

Den samlede nedgang i løbet af de seneste 52 uger er altså på 96,88 procent, hvoraf alene de 84,4 procent stammer fra i år. Og der synes ikke at være meget, som tyder på, at der er lys for enden af tunnelen.

Trods omkostningsbegrænsning er der nemlig intet som tyder på, at morgendagens resultat vil fremvise andet end røde tal på bundlinjen. Såfremt SOL i den forbindelse vælger at nedskrive en del af den bogførte goodwill på godt 425 millioner kroner, vil bundlinjen få endnu et hak nedad.

Dette vil så igen få betydning for Schibsted, der ligeledes fremlægger regnskab imorgen. Schibsted ejer, hvad der svarer til en tredjedel af SOL.

SOLs koncernchef, Birger Steen, har tidligere meldt ud, af målsætningen har været, at selskabet skulle nå break-even inden 2003.

Set i lyset af nedgangen i indtjeningen og det svigtende annoncemarked bliver det derfor interessant, at se om denne målsætning fastholdes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også