Nokia og Ericsson advarer

MediaWatch

Regnskaberne for andet kvartal i år sprøjter ud for øjeblikket. I går var det Nokia, der kunne meddele, at selskabet havde et resultat på 8,2 milliarder svenske kroner i kvartalet. Det var bedre end analytikerne havde ventet, og markedet kunne drage et lettelsens suk.

Trods et tab på 5,3 milliarder i andet kvartal bidrog også Ericsson til en positiv stemning. Underskuddet var mindre end frygtet, og det ser ud til, at Ericsson er ved at vende den negative trend, der startede sidst selskabet fremlagde kvartalsregnskab.

Både Nokia og Ericsson udviser dog forsigtighed omkring udviklingen i tredje kvartal. Nokia sagde således torsdag, at selskabet venter et sløvt tredje kvartal. Nokias koncernchef Jorma Olilla vil slet ikke udtale sig om udsigterne for årets sidste tre måneder.

Det er en usædvanlig advarende tone, det finske selskab lægger for dagen. Så sent som december fremlagde Nokia omsætningsforventninger for tre år frem i tiden.

Koncernchef hos Ericsson, Kurt Hellstrøm, peger også på, at markedet er svagt for øjeblikket:

- Vi kan ikke forudsige, hvor længe situationen fortsætter, for vi har endnu ikke set tegn på bedring.

Ikke desto mindre ser det ud til, at Ericssons skrappe forholdsregler til at imødegå krisen i selskabet, er ved at bære frugt.

Dels er selskabets likviditet forbedret fra et skrækindjagende minus på 23,3 milliarder svenske kroner i første kvartal til et plus på 0,9 milliarder.

Og dels har den blødende mobiltelefon-del, hvor Ericsson har reduceret antallet af ansatte fra 14.400 til 7.800, haft fremgang siden første kvartal i år.

Ericssons mobiltelefoner tager markedsandele, og ifølge Eko24 er Ericssons mobiltelefoner ved at blive trendy blandt de unge.

Sort ser det derimod ud for den canadiske konkurrent, Nortel, der også netop har fremlagt kvartalsregnskab. Et rekordstort nettounderskud på 19,4 milliarder dollar, var resultatet, og Nortel meddelte, at man ikke ser nogen bedring i markedet før anden halvdel af næste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også