EU – dårligt nyt for Microsoft

MediaWatch

Amerikanske analytikere antyder, at EU er ved at påtage sig en stærkere rolle mod monopoldannelser, fordi Bush-administrationen har slækket på den linie, som tidligere præsident Bill Clinton lagde. Og det kan være dårligt nyt for Microsoft.

Den amerikanske softwaregigant vandt for nylig en afgørende sejr over den amerikanske stat, da en appelret omgjorde den tidligere dom, som påbød en opsplitning af software-giganten. Men EU's konkurrencekommissær Mario Monti kan blive Microsofts næste plageånd.

For tiden arbejder EU med to sager mod Microsoft: Monopolsagen om hvorvidt styresystemet Windows 2000 er bundet til web-browseren Internet Explorer, og en sag som konkurrenten Sun har bragt ind for Mario Monti. Det skriver digitoday på baggrund af Cnet.

Analytikerne påpeger, at Microsoft har et stort handicap på det europæiske marked. I USA har selskabet et stort politisk netværk og bred støtte i opinionen. I Europa har selskabet ingen væsentlig politisk magt og et mere uinteresseret publikum.

Det lykkedes i sidste uge for Montis konkurrencemyndigheder, at sætte en stopper for fusionen mellem General Electric og Honeywell, en fusion der ville have været verdens hidtil største til en værdi af 42 milliarder dollar - omkring 368 milliarder kroner.

De amerikanske konkurrencemyndigheder godkendte allerede i maj fusionen, men Mario Monti afviser, at EUs afgørelse har haft politiske overtoner.

Kommissionen har også grebet ind mod et tysk helseinformationsselskab, og sat i gang undersøgelser om fusion mellem to brasilianske mineselskaber.

I modsætning til i USA, hvor man mest har fokuseret på Microsofts angivelige monopollignende stilling - med Windows og Explorer - på pc- og browsermarkedet, skal EU være mere interesseret i situationen på server-markedet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår