Netpool lukker i Danmark og Sverige

MediaWatch

Telia, der ejer Netpool, har besluttet, at bannerannoncering ikke hører til teleselskabets kerneaktiviteter. Den pressede situation på markedet for bannerannoncer spiller også ind på Telias beslutning.

Flere af de store internationale annoncenetværker, bl.a. Doubleclick og 24/7, har måttet fyre medarbejdere eller nedjustere deres forventninger.

Ifølge Bloomberg vil det tysk-baserede Adlink, der også har mærket til de faldende priser på bannerannoncer, nu købe Netpool i Norge, hvor Orkla sidder på 50 procent af aktierne. I maj måned meddelte Adlink, at det ville lukke sit kontor i Finland.

Adlink, der sidste år tabte 16 millioner euro, forventer et tab på 15 millioner euro i år. Aktieværdien i selskab er faldet 45 procent i år, skriver Bloomberg.

- Transaktionen vil forstærke Adlinks position i det nordiske område. Forudsat at Netpools kunder er indforståede med handelen, siger Adlink i en meddelelse til børsen i Frankfurt.
Netpool har omkring 45 medarbejdere i de fire nordiske lande, og aktiviteterne i Finland får lov til at fortsætte, indtil der er fundet en løsning her. I både Norge og Finland er situationen på bannermarkedet noget bedre end i Danmark og Sverige.

- Allerede sidste år besluttede Telia, at telekoncernen skulle tilbage til core-business, siger General Manager Henrik Stender, Netpool Danmark til Mediawatch. Dermed afviser han, at det udelukkende er markedssituationen, der har tvunget Telia til at lukke Netpool.

I Danmark kommer beslutningen til at berøre ni medarbejdere. Det er ellers lykkedes for Netpool at vende en negativ udvikling omkring årsskiftet til en positiv udvikling de seneste tre måneder, fortæller Henrik Stender.

- Det er sket ved, at vi i højere grad har satset på de direkte annoncører. Hvor vi tidligere havde en fordeling på 80 procent til mediabureauerne og resten til de direkte annoncører, har det båret frugt at gå uden om mediabureauerne.

De direkte annoncører har på det seneste således udgjort omkring 60 procent af omsætningen, siger Henrik Stender.

- Vi vil nu lukke aktiviteterne ned på en professionel måde, både overfor medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Bl.a. vil medarbejderne blive tilbudt jobsøgningskurser, siger Stender, der understreger, at Netpool ikke er gået konkurs.
Netpool var blandt de første annoncenetværk i de nordiske lande. Selskabet var i foråret 1998 på banen et par måneder før den store amerikanske konkurrent Doubleclick.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også