IFKA: Public service dødsdom

MediaWatch

Det er begyndelsen til enden for det mediebillede, vi hidtil har kendt. Der er for mange medier i Danmark i forhold til landets beskedne størrelse, og det er Internettet, der kanter sig ind og fremprovokerer en udrensning.

Dagbladene er i en særlig kattepine, vurderer IFKA. Deres prispolitik og bredtfavnende redaktionelle linie fører til færre trykte aviser, mens de elektroniske medier får kamp til stregen i konkurrence med de nye fusionsmedier på papir og nettet.

- Vi vil miste en del af de blade, vi kender i dag, men de overlevende bliver bedre aviser og udgives i samspil med en netversion, og med en strammere redaktionel profil end i dag, siger Jørn Thulstrup til MediaWatch.

Magtbalancen skifter fra dem der kontrollerer medierne til dem, der vælger medier. Forbrugerne og vælgerne har fået mere at vælge imellem og mere at vælge fra. Medierne er stadig magtfulde, men de er ikke verdens centrum, hedder det i IFKAs analyse.

I den forbindelse er Jørn Thulstrups analyse af public service systemet klar: Der er ikke længere nogen saglig begrundelse for at opretholde public service kanalerne i det omfang, de har. Thulstrup spår, at det er afviklet om 10-15 år, for det vil ikke kunne finansieres.

- Også Christian Nissen ved, at det massive pengeforbrug på public service TV/radio ikke vil fortsætte, lyder Thulstrups dom. Public service holder kun ved, fordi politikerne er klar til næsten hvad som helst for at bevare et element af kontrol over medierne. Det ser man med Danmarks Radios Ørestadsbyggeri, der givetvis vil forlænge DRs liv i en årrække. Når først kolossen står der, er det svært ikke at fylde noget i den, tilføjer Jørn Thulstrup.

Læs mere i Nyhedsbrevet Mediawatch, der udkommer den 1. juni.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også