3G trues af nye teknologier

MediaWatch

Europas mobilselskaber står overfor at skulle indføre tredje generations mobiltelefoni i de kommende år, som vil give nye muligheder for overførsel af musik og video med høj hastighed via mobiltelefonen.

Teleanalytiker Torben Rune fra firmaet Netplan har tidligere påpeget overfor MediaWatch, at trådløse netværk efter standarden 802.11b kan blive en bombe under 3G.

Synspunktet deles nu af investeringsfirmaet Merrill Lynch, der i en ny rapport peger på, at 3G udfordres af to teknologier: 2,5G eller GPRS og 802.11b. Det skriver Wirelessnewsfactor.

De samlede omkostninger til at implementere et 2,5G system i Europa er omkring tre milliarder dollar, sammenlignet med de cirka 250 milliarder dollar, som 3G licenser og infrastrukturer koster.

Cost-benefit analysen og derfor forretningsmodellen for 3G ser ud til at blive udvandet, og 3G risikerer at blive en god teknologi men uden kunder, som vil betale for den.

Merrill Lynch undersøgelsen roser 802.11b teknologien, som mange af de store producenter af mobiltelefoner og lommecomputere vil indbygge i den næste generation af produkter. Der er ifølge undersøgelsen fem årsager til, at 802.11b vil få stor betydning.

Teknologien er allerede operationaliserbar i dag, den er billig og bliver billigere, hastigheden er høj, den er baseret på den allerede globalt udbredte Ethernet standard og sikkerheden er blevet bedre.

Investeringsfirmaet tror, at den mest sandsynlige brug af trådløse teknologier i de næste fem år bliver:

- bærbare computere med 802.11b netværksforbindelser og Bluetooth
- PDA'ere med 802.11b og Bluetooth

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også