Gulerod og pisk skal drive digital TV

MediaWatch

OnCable's Selector nærmer sig de 50.000 abonnenter. Der er for nylig udmeldt analog stopdatoer fra såvel TvDanmark1 som flere af Viasat-kanalerne, og senere i år ventes politikernes jordbaserede digitale sendenet at gå i luften, hvor DR og TV 2 er garanteret to kanaler hver.

Kilder vurderer derfor, at der er grobund for, at det samlede antal digitale husstande med en set-top boks i Norden runder godt 10 procent inden ét år - med måske 250.000 alene i Danmark.

Men problemet for alle spillere i den digitale TV-verden er, hvordan man får den brede befolkning til at skifte til ny teknologi. De tidlige erfaringer viser, at det ikke er tekniske features på set-top boksen, der får den almindelige dansker til at skifte teknologi:

Spil, flere kameravinkler, interaktive tilbud, e-mail, samt Internet-lignende tilbud har interesse hos en gruppe af de sultende medieforbrugere. Men de fleste tror på nyt programindhold. TV Director Jan Møller hos Carat Danmark tror først på fremdrift, når bedre teknologi kan sikre seerne en markant indholdsforbedring.

I Nyhedsbrevet Mediawatch vurderer han, at man først skal gøre sig forhåbning om, at den brede befolkning tager de digitale bokse til sig, når næste generation af set-top bokse kommer på markedet til en konkurrencedygtig pris. Disse har kapacitet til at tilbyde seerne rigtig video-on-demand.

Mens guleroden for seerne er nyt programindhold, er pisken "truslen" om, at alt analogt modtageudstyr en dag vil være ubrugeligt. I medieforligets tekst nævnes en overgangsperiode på 10-15 år, men i kulturministeriets nye notat til medieforligsparterne om jordbaseret digital TV forslås en langt hurtigere udmelding af en stopdato.

Målet er at stimulere introduktionen af digital TV. Det overvejes i notatet at udmelde en stopdato mellem år 2006 og 2010, med det forbehold, at den kan skubbes, hvis prisniveauet for digital modtageudstyr ligger meget højt, eller hvis boksene ikke er tilstrækkeligt tilgængelige.

Læs mere i Nyhedsbrevet Mediawatch, der udkommer den 18. maj.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også