Nyt jobmarked på Børsen

MediaWatch

Børsens position på markedet for karrierejobs bliver med den nye Internet- vinkel udbygget med et nyt tilbud for avisens 70.000 ugentlige brugere. Samarbejdet med MatchWork Danmark sikrer brugerne på BørsenOnline adgang til Internettets jobdatabase med en bred vifte af kandidater og stillinger i både Danmark og udlandet.

Databasen indeholder i øjeblikket mere end 37.000 kandidater og 2.300 stillinger, men antallet af kandidater og stillinger har ikke været det afgørende parameter for Børsens ønske om samarbejdet med MatchWork.

- Børsen har længe haft et ønske om at kunne tilbyde brugerne på BørsenOnline et raffineret Internetjobmarked, og vi har været gennem en udvælgelsesproces med henblik på at sikre Børsens brugere den bedst mulige løsning - og den tilbyder MatchWork på alle punkter, ikke mindst den teknologiske, siger annoncechef Kurt Skjold Larsen fra Dagbladet Børsen.

MatchWorks teknologi sikrer match mellem kandidater og arbejdsgivere. Teknologien sikrer også internationale matchmuligheder, idet en sproglig tilpasning af cv'er er en integreret del af MatchWork systemet.

- Med sin høje erhvervsprofil passer Børsen perfekt ind i vores eksisterende række af partnere, siger Steffen Vestberg Hjaltelin, administrerende direktør for Matchwork World Wide, der ejer MatchWork Danmark.

I Danmark har MatchWork etableret samarbejde med en række kendte mediepartnere såsom Politiken, Ekstra Bladet, Ingeniøren og portalen Jubii.

I Norge samarbejder man blandt andre med mediekoncernen A-Pressen, portalen SOL og norsk TV2.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også