eHuset nedjusterer

MediaWatch

Allerede i slutningen af februar meddelte eHuset således, at det nedjusterede resultatet for 2000/01. Den samlede omsætning blev sat til godt 450 millioner kroner mod 359 millioner året før. Dækningsbidraget blev ligeledes nedjusteret og forventningen til hele årsregnskabet var et nul-resultat, hvilket var 20 millioner mindre end forventet.

Samtidig blev det oplyst, at der var konstateret tegn på uregelmæssigheder i selskabets tidligere årsopgørelser. Finansdirekør Kurt Wamberg Rasmussen erkendte i den forbindelse, at have tilsidesat reglerne og blev efterfølgende bortvist.

Konsekvensen af den gennemførte revidering har nu ført til, at eHuset nedjusterer yderligere. Nu ventes omsætningen at nå 397 millioner kroner, dækningsbidraget bliver på 241 millioner, mens underskuddet i alt ventes at andrage 55 millioner kroner. Herefter vil egenkapitalen per 30 april udgøre 5 til 10 millioner kroner.

eHuset angiver indkøringen af et nyt forretnings- og rapporteringssystem, hvis afgørende svagheder først er blevet opdaget i forbindelse med revisionen, som hovedårsagen for den yderligere nedjustering.

I overensstemmelse med de tidligere oplysninger har eHuset ligeledes gennemgået tidligere regnskaber og følgelig ud fra en vurdering nedjusteret disse.

eHuset's bestyrelse vil nu via en advokatundersøgelse søge at afdække, om andre i selskabets ledelse har pådraget sig et ansvar i forbindelse med de fundne uregelmæssigheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også