Jubii: Vi er tilfredse med handlen!

MediaWatch

Flere medier beskrev i går, at det norske e-handelsselskab Massmarket på baggrund af et påstået aftalebrud vil stævne Spray Ventures for godt 250 millioner kroner. Spray skulle i forbindelse med at det blev opkøbt af Lycos Europe have begået aftalebruddet, da det valgte at skifte fra en kontant betalingsform til betaling i aktier.

I forbindelse hermed blev den danske portal Jubii ligeledes fremhævet som værende et af de selskaber der skulle have udtrykt sin utilfredshed. Dette afvises kategorisk af Jubii's ledelse, der således finder det gådefuldt, at selskabet fremstilles på den måde.

-Vi er ikke utilfredse. Vi tog en chance og var lidt uheldige med, at aktiemarkedet gik den vej som det gjorde. Klart var vi da mismodige, da vi så kurserne dykke, men jo længere tid der er gået, jo mere tilfredse er vi blevet. Vi har fået en stor grad af indflydelse, faktisk mere end vi havde turdet håbe på, siger marketingdirektør Martin Thorborg til Mediawatch.

-Jeg kan ikke sige så meget konkret om sagen mellem Spray og Massmarket andet end, at vi for vores del ikke føler, der er noget at komme efter. Hvad angår den videre udvikling og selve handlen med Lycos må jeg sige, at Lycos til fulde har levet op til det aftalte og vi har fået en på alle måder fair og god behandling, således Thorborg.

Jubii glæder sig over det store og spændende ansvar, der via udnævnelsen til et af blot fire udviklingscentre, er blevet selskabet til del.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også