Svagere økonomi i USA, ikke krise

MediaWatch

I den såkaldte "Beige Book" giver den amerikanske centralbank sit første samlede billede af økonomiens tilstand siden den overraskende store 0,5 procents rentenedsættelse den 3 januar.

Selvom den amerikanske fremstillingssektor har en kraftig nedgang, er det generelle billede, at US-økonomien stadig er i god form. Ligeledes giver inflationsbilledet den amerikanske centralbankchef Alan Greenspan og hans kolleger tilstrækkeligt råderum til nye rentenedsættelser for yderligere at stimulere væksten.

Gårdsdagens forbrugerpristal for december på 0,2 procent var som forventet og svarede til stigningerne i november og oktober. Derimod var decembers fald i industriproduktionen på 0,6 procent, der også blev offentliggjort i går større end forventet. Og det store fald i decembers industrielle produktion kommer efter fald på 0,3 procent i både oktober og november.

I rapporten tilskrives en stor del af faldet en lavere produktion i bilindustrien, der faldt med hele 4,7 procent.

For året som helhed steg de amerikanske forbrugerpriser med 3,4 procent, mod 2,7 i 1999, hvilket dog stadig vurderes som lavt i historisk målestok.

På baggrund af "Beige Book"-rapporten vurderer iagttagere nu endnu en stor rentenedsættelse på 0,5 procent ved det næste FOMC-møde den 30 og 31 januar, som mindre sandsynlig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også