Aktieugen, der gik

MediaWatch

Det teknologitunge Nasdaq indeks faldt 159,18 point til 2407,65 fredag og satte dermed hele 6,2 procent af onsdagens rekordstigning på 14 procent til. Dermed lukker Nasdaq-indekset den første aktieuge i det nye år 2,5 procent lavere og således er mere end halvdelen af kursstigningen, der fulgte efter den overraskende rentenedsættelse, forsvundet på blot to børsdage.

Bluechipsindekset Dow Jones lukker også ugen 1,2 procent lavere og her er kursstigningerne fra rentenedsættelsen fuldstændigt elimineret.

Torsdagens beskedne fald fra kursfremgangen onsdag blev i vidt omfang begrundet med såkaldt profit-taking. Det vil sige, at investorerne sørger for at tage gevinsterne hjem. Fredag kom investorerne så tilbage i det negative spor. Grunden er de fortsatte bekymringer for virksomhedernes indtjeningsudsigter, der kommer i lyset af den aftagende vækst i den amerikanske økonomi. Offentliggørelsen af arbejdsløshedstallene for december bidrog yderligere til investorernes bekymring.

Arbejdsløshedsprocenten i december var ganske vist som i november uændret 4,0 procent, men en stigning i de gennemsnitlige timelønninger over det forventede skabte tvivl om hvor aggressivt Federal Reserve, USA's nationalbank, kan gå til værks med rentenedsættelser. Nu venter markedet så at Federal Reserve kun vil sætte renten yderligere 0,25 procent ned ved FOMC-mødet den 30 og 31 januar.

Cisco, verdens største leverandør til internettets infrastruktur førte an i faldene på tech-siden fredag. Selskabet faldt i den forbindelse 12,5 procent. Fiberoptik aktien JDS Uniphase faldt ligeledes omkring 12 procent. Intel, verdens største producent af computerchips faldt godt 4 procent. Hewlett Packard faldt mere end 11 procent efter en nedjustering fra Goldman Sachs.

Computerkredsløsbsproducenten - Applied Micro Circuits måtte af med mere en 13 procent af kursværdien efter en nedjustering fra Bank of America.

Markedernes udvikling i kølvandet på saltvandsindsprøjtningen fra Greenspan må siges at være skuffende. Iagttagere ser det som særdeles vigtigt, at markederne formår at stabilisere sig i begyndelsen af næste uge og optage en positiv trend midt på ugen. Der kommer vigtige detailhandelstal for december fredag.

KFX-aktieindekset lukkede året i 313,9 point og går på weekend i 322,76. Det er især Tele Danmark, der kan tage en del af æren for den positive udvikling i indekset. Tele Danmark er steget næsten 25 procent i årets første børsuge. Den hårdt tiltrængte kursmedvind kommer som følge af internationale stigninger i teleaktierne, samt spekulationer om at Tele Danmark vil blive solgt fra af sin amerikanske ejer SBC.

Køberen forventes at være Deutsche Telekom.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også