AOL Time Warner forsømmer Europa

MediaWatch

I USA betyder fusionen mellem AOL og Time Warner, at der skal samarbejdes omkring Internettjenester og medievirksomhed, men på europæisk plan står Internetdelen stort set alene. Olivier Beauvillain, analytiker for Jupiter Research i London, mener, at AOL er blevet isoleret i den europæiske portal-branche, som i den seneste tid har været i fuld gang med at konsolidere sig. På længere sigt bliver hovedportalerne og Internet Service Providers (ISP'ere) kædet sammen med enten media- eller teleselskaber, hvilket gør det svært for AOL at finde en partner i Europa, da der ikke er mange at vælge imellem.

AOL Europe har været uden en central europæisk leder i snart ni måneder, og mens koncernens amerikanske ledere har været optaget af amerikanske forhold for AOL, er Europa i nogen grad blevet forsømt, skriver Wall Street Journal.

AOL Europe mistede sin topleder, da Andreas Schmidt forrige efterår forlod selskabet. Andreas Schmidt gik tilbage til den forhenværende partner Bertelsmann. Herefter blev den USA-baserede præsident for AOL International, Michael Lynton, fungerende CEO for AOL Europe.

AOL Europe's kombinerede forretninger, som inkluderer blandt andet Netscape Online, som kun opkræver lokaltakster ved opkald, er i foråret vokset fra 4 til 5,4 millioner brugere. Den abonnementsbaserede del af forretningerne, som består af AOL og CompuServes tjenester, er vokset fra 3,1 millioner abonnenter i januar til 3,9 millioner i september i Frankrig, Tyskland og Storbritannien.

Det er imidlertid også lykkedes de lokale Internettjeneste udbydere, som også har skullet gennemgå store forandringer, at erhverve sig markedsandele, hvor flere af dem er indgået i potentielt lukrative partnerskaber. Det gælder for eksempel Storbritanniens største Internet Service Provider, Freeserve, som har haft travlt med at forhandle sammenlægningen med France Telecoms ISP-arm, Wanadoo hjem. Freeserve er vokset fra 1,57 millioner brugere i januar til to millioner brugere, hvoraf 350.000 er brugere af dets nye AOL-lignende tjeneste. Dermed har Freeserve dobbelt så mange registrerede brugere i Storbritannien som AOL.

Ifølge AOL er det dog ikke en retvisende sammenligning mellem de to tjenester, da AOLs abonnenter bruger tjenesten i gennemsnit 30 minutter hver dag, hvilket er mange gange længere end konkurrenternes abonnenter er på.

Sammenlægningen mellem Freeserve og Wanadoo rummer desuden en række potentielt fordelagtige muligheder for at drage nytte af de mobile tjenester, som Wanadoo har adgang til via Orange. France Telecom købte tidligere på året Orange. Der er desuden mulighed for at udnytte kabel-TV operatøren NTLs bredbåndsfaciliteter, som France Telecom har adgang til via dets minoritetsandel i NTL.
AOL Europe står desuden overfor at skulle konkurrere med de stærke lokale konkurrenter i Europa ud fra en svagere position end tidligere. Således droppede den tidligere partner Bertelsmann ud af joint venture samarbejdet efter at Time Warner og AOL havde offentliggjort deres fusionsplaner. Franske Vivendis formand, Jean-Marie Messier, har for nylig udtalt, at Vivendi, der ejer 55 procent af AOL France via samarbejdspartnere, har planer om at sælge sin andel tilbage til AOL engang i slutningen af året.

I Tyskland har AOL indtil videre ikke formået at vinde fodfæste, til trods for at rivalen og markedslederen T-Online ligesom AOL har været ramt af mangel på topledelse. T-Online, der er Deutsche Telekoms Internet Service Provider på hjemmemarkedet, hævder at have syv millioner kunder. Alle er dog ikke abonnenter, men til sammenligning har AOL Germany "kun" to millioner registrerede brugere. Analyseselskaber, som blandt andre MMXI Europe, mener dog, at måske op mod halvdelen af T-Onlines registrerede abonnenter aldrig eller sjældent bruger tjenesten, men at det ikke er muligt at trække oplysninger fra T-Onlines portal om disse brugergrupper. Det skyldes til dels at T-Online automatisk og uopfordret udleverer en konto til alle, der har installeret en digital telefonlinie.

Modsat dækker AOL Germany's konti ofte over adskillige brugere inden for en og samme familie, og dermed er det reelle antal tyskere, som bruger AOLs tjenester, noget højere end tallet for antal registrerede brugere udviser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også