Fransk modstand til Canal Plus-fusion

MediaWatch

Aktieejerne ventes i stor stil at tilslutte sig fusionen mellem franske Canal Plus, Vivendi og canadiske Seagram. Men den franske filmindustris organisationer er langt fra begejstrede. De har indledt en række retssager, med påstand om at Canal Plus risikerer at "drukne" under fusionen med de andre to mediegiganter, skriver Wall Street Journal.

Også medarbejdergrupper har vist stor utilfredshed, fordi de frygter, at deres arbejdspladser vil blive overflødiggjort ved en fusion med Vivendi, der i forvejen ejer 49 procent af Canal Plus. Endelig har der i de seneste måneder været uenighed i de to virksomheders topledelse, hvilket har stillet spørgsmålstegn ved betalings-TV kanalens fremtidige strategi.

Analytikere mener dog ikke, at de franske protester vil kunne forhindre fusionen, men hele sagen vidner om, hvor svært det kan være, at få kunstneriske, politiske, ledelsesmæssige og finansielle interesser op i en højere enhed.

Canal Plus er Europas største betalings-TV gruppe, og selskabet ejer verdens tredjestørste filmbibliotek. En succesfuld integrering af Canal Plus er vigtig for fusionens fremtid. Canal Plus' CEO Pierre Lescure bliver den overordnede i det nye fusionerede selskab, og ledelsen forventer at fusionen vil medføre besparelser på mellem 60 og 80 millioner euro om året i de næste tre år. Omsætningen ventes at stige med cirka 450 millioner euro om året, som følge af at selskabernes film og TV besiddelser sammenlægges.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også