Ofir børsnoteret inden nytår

MediaWatch

Selskabet siger i fondsbørsmeddelelsen, at udskillelsen af Ofir, samt den efterfølgende notering skal sikre datterselskabet den nødvendige frihedsgrad samt arbejdskapital til den fremtidige udvikling. Udskillelsen kommer på et tidspunkt, hvor Søndagsavisen har vurderet, at datterselskabet har den fornødne styrke, såvel forretnings som ledelsesmæssigt til at undergå forvandlingen til et selvstændigt børsnoteret selskab.

Ofir udspringer af Søndagsavisen, der også ejer 100 procent af aktiekapitalen i Ofir.com a-s. Selskabet startede ud som samlingssted for Søndagsavisens internetaktiviteter. Det er siden vokset til det tredje mest besøgte website i Danmark, og har i dag cirka 40 millioner sidehenvisninger fra flere end 750000 unikke brugere.

Fra 1. januar 2000 har de oprindelige internetaktiviteter været udskilt i selskabet Ofir.com a-s. Koncernen har i dag datterselskaber i Danmark, Frankrig, Storbrittanien, Sverige og Tyskland. Forretningsområdet er baseret på salg af kommercielle internetløsninger, jobservice, bil - bolig og kursusannoncering amt auktioner, boghandel og et shoppingcenter.

Jørgen Wittenkamp, administrerende direktør for Ofir, siger, at man med børsintroduktionen vil opnå mulighed for at blive den førende udbyder af internetbaseret jobannoncering i Nordeuropa.

Børsintroduktionen vil blive ledet af Carnegie Bank A/S med Alfred Berg som "co-lead manager".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også