NEC's præsident Koji Nishigaki udtaler, ifølge Asian Wall Street Journal, at selskabet fører forhandlinger med en række forskellige Internet service providers, (ISP) herunder AOL Europe, som led i dets globale ekspansion på området.
Nishigaki ønsker ikke for nærværende at oplyse, hvor stor andelen i AOL Europe i givet fald skal være, men nævner, at man fører lignende forhandlinger med France Telecom's Wanadoo. Forhandlingerne kan bidrage til et mere globalt snit over NEC's ISP-forretning, et område hvor selskabet i øjeblikket ikke kan regnes for en betydelig aktør.
Udtalelserne falder samtidig med, at den tyske mediekoncern Bertelsmann, der co-styrer driften af AOL Europe via et 50/50 venture med AOL, har tilbudt at sælge sin andel til det amerikanske selskab.