Ericsson vinder rekordordre

MediaWatch

Ordren, der har en værdi af 1,35 milliarder dollar, går ud på at Ericsson skal levere udstyr til den tyske langdistance-operatør MobilCom. Udstyret skal give MobilComs mobilbrugere mulighed for at få adgang til Internettet, mens de er udenfor hjemmet, skriver Bloomberg.

MobilCom vandt tidligere i år, formedelst 7,2 milliarder dollar, en af de tyske tredje generations mobillicenser også benævnt UMTS. Planen er nu, at Ericsson skal hjælpe MobilCom med at finansiere netværket for på denne måde, at give operatøren finansiel fleksibilitet. Ifølge analytikere vil aftaler som Ericsson-MobilCom fremover medvirke til at bygge hurtigere mobiltelefon-netværk rundt om i Europa.

Ericsson vil udover en komplet opbygning af netværket ligeledes levere den fornødne service, udstyr samt telefoner til brugen. Der er dermed tale om en komplet UMTS-løsning.

Gerhard Franz Schmid, der er administrerende direktør for MobilCom, siger, at det nye netværk forventes operationelt i midten af 2002, og at man regner med den enkelte bruger er parat til at betale op til knap 72 dollar per måned for de nye ydelser.

Ericsson, der fredag nedjusterede sine forventninger til årsindtjeningen, siger, at det har vundet 16 ud af 21 mulige kontrakter om opbygning af pågældende netværk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også