UMTS i Sverige under pres

MediaWatch

Post- og Telestyrelsen har kontaktet de ti selskaber og konsortier, som har ansøgt om at få en licens til at opbygge UMTS-net i Sverige. Senest om en uge vil Post- og telestyrelsen have svar på, hvordan ansøgerne er kommet frem til resultaterne i de oprindelige ansøgninger, skriver svenske www.ekonomi24.se. Inden udgangen af november måned skal Post- og telestyrelsen afgøre, hvilke fire af de ti selskaber, der tildeles en UMTS-licens.

Da ansøgningsfristen udløb den 1. september fremgik det, at flere at de bydende konsortier lovede en fuld geografisk dækning i Sverige allerede i 2003. Dette anses for at være et af de helt afgørende elementer i Post- og telestyrelsens vurdering af de enkelte konsortier. At Post- og telestyrelsen nu kræver flere detaljer tolkes af ekonomi24 som et tegn på, at ansøgningerne er for ens, og at styrelsen har brug for yderligere detaljer med henblik på at kunne vurdere de enkelte ansøgninger i forhold til hinanden.

Vurderingen af ansøgningerne skal igennem to faser. Først en indledende fase, hvor blandt andet ansøgernes finansielle kapacitet og forretnings- og markedsplaner vurderes. De ansøgere, som kommer igennem denne fase går videre til næste fase, hvor et helt afgørende element er den dækning, som de enkelte ansøgere kan tilbyde. Dette vurderes via et pointsystem og måles i forhold til tre forskellige tidspunkter: 2003, 2006 og 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også