Kom op af hullerne!

MediaWatch

Mulighederne på e-markedet udnyttes ikke i Danmark. End ikke på de mest oplagte produkter. Årsagen er manglende ambitioner og indsigt fra dansk side. Det konkluderer mediebureauet Carat Danmark, der har kortlagt e-handelsvirksomhedernes annoncering.

Et stort marked ligger og venter, når det gælder salg af de mest oplagte e-handelsprodukter: bøger og musik Bog- og musikudbydere tegner sig kun for ni af de i alt 125 millioner kroner, som danske e-handelsvirksomheder tilsammen har investeret i offline-markedsføring i årets første seks måneder. Kommer nye udbydere ikke på nettet nu, lukkes hullet af de veletablerede med stærke mærkevarer.

Det mener Søren Bronee, chef for Carat Danmarks Interaktive afdeling, der har kortlagt e-commercemarkedets kommunikation herhjemme. En analyse af e-handelsvirksomhedernes forbrug af offline-kommunikation i årets første seks måneder afslører Internet Service Providers som den klart største forbruger af offline-kommunikation, mens bog- og musikudbydere ligger bemærkelsesværdigt langt nede på listen. Det undrer bureauet.

- Især når man ved, at netop bøger og CD'er er de mest oplagte produkter at sælge via nettet. Dels fordi der er tale om standardvare, der er lette at distribuere og som kan holde uendeligt, dels fordi der på netop disse varer ikke er kvalitetsvariationer", siger Søren Bronée.

Han er ikke i tvivl om, at hvis nye udbydere af bøger og musik vil ind på e-handelsmarkedet, skal det være nu, for løbet er snart kørt. Virksomheder som Fona og Gad står på spring, og musikudbydere som Boxman og bogbutikker a la Amazon får det betydelig sværere, når de gamle, mærkevareproducenter kommer på banen, selv om at Boxman og Amazon har førertrøjen på nettet lige nu.

Han forklarer det manglende danske indtog på e-commerce markedet med manglende ambitioner og forståelse fra dansk side.

- Tendensen er, at erhvervslivet generelt tror, at brands på nettet kan skabes ved få investeringer. Det viser sig hyppigt ikke at være tilfældet, og så er pengene spildte. Skal den store gevinst hentes hjem, kræver det kontinuitet og langsigtet investering - så er der mange penge at hente, og det må danskerne indse. Ellers halter vi fortsat bagud, fastslår Søren Bronée.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også