KVX gik nedad sammen med Nasdaq
Det nye danske vækstaktieindeks KVX faldt sammen med sit amerikanske forbillede Nasdaq.
Det sker efter fald i Nasdaq indekset torsdag på baggrund af en såkaldt profit-warning fra den amerikanske computerchip producent Intel. Advarslen fra Intel om forventet lavere efterspørgsel i Europa på grund af den svagere Euro fik Intel aktien til at dykke hele 21 pct. i den udvidede handel i forhold til onsdagskursen.
Det smittede af på hele IT-sektoren. Således faldt bl.a. Dell 11 pct. og Microsoft 5,6 pct., og Nasdaq indekset sluttede torsdagen med et fald på omkring 2 pct.
Ikke overraskende fik "nyset" fra USA derfor fuld afsmitning på de bare 9 danske vækst-selskaber i KVX-indekset fra morgenstunden. Alle selskaberne, med undtagelse af Memory Card Technology, måtte aflevere kurspoint. Værst gik det ud over SimCorp, der sluttede dagen med et fald på 8,16 pct.
Herefter i rækkefølge - Columbus IT Partner (-5,41 pct.), Damgaard(-4,73 pct.), RTX Telecom (-5,34 pct.), 2 M Invest(-3,55 pct.), i-data (-2,30 pct), eHuset (-1,16 pct.) og M&E Biotech (-0,79 pct.).
Læs også artiklen om KVX-indekset i Mediawatch, nyhedsbrevet om Internettet nummer 4.