Vattenfall tilbyder hastigheder helt op til 34 Mbite via radiobølger til et fast månedsabonnement på 200 kroner. Sammen med Internetadgang får boligforeningernes medlemmer gratis telefon mellem medlemmerne plus billig telefoni i resten af Danmark og til udlandet
Der bliver hård kamp om det danske bredbåndsmarked efter at selskabet, der har 3,5 millioner el-kunder i Sverige, har etableret sig i Danmark gennem sit bredbåndsselskab Arrowhead A/S.
Arrowhead ejes for de 53 procents vedkommende af Nordens største electricitetsleverandør Vattenfall, som i fjor havde en årlig omsætning på 27 milliarder danske kroner og et overskud på 4 milliarder kroner. Selskabet har stor succes i Sverige med sit højteknologiske bredbånd, der distribueres via ekstremt hurtige radiobølger i stedet for nedgravede kabler.
- Teknologien betyder, at Arrowhead Danmark kan etablere sine radiolinkkæder væsentligt hurtigere og billigere end konkurrenterne kan bygge deres jordbaserede kabelnet, siger administrerende direktør i Arrowhead Danmark Kaare Siesing. Og det interessante er, at vi kan levere helt op til 34 Mbite i samme øjeblik, et netværk er etableret. Med vores velkonsoliderede ejer i ryggen har vi en utrolig stærk økonomi og alle de nødvendige kræfter til at opbygge et landsdækkende net af radiobølge-distribueret bredbånd indenfor en relativ kort tidshorisont. Vi satser på at være landsdækkende indenfor det kommende år.
De første større Arrowhead-installationer i antenne- og boligforeninger ventes påbegyndt indenfor den kommende måned.