Bil-industrien går sammen om e-handel

MediaWatch

General Motors satser i fremtiden på en fælles markedsplads for en række førende bilproducenter. I øjeblikket driver General Motors sit eget internationale e-handels system Trade Xchange, som man har brugt knap 800 millioner kroner på at udvikle, og som i løbet af efteråret introduceres hos General Motors datterselskaber i Europa. Via Trade Xchange skal Saab og andre GM-selskaber være i stand til at købe alt fra enkle standardprodukter til mere avancerede services.

Men i stedet for fortsat at udvikle hver deres egne dyre e-markedspladser har en række af verdens førende bilproducenter nu indgået et samarbejde om at etablere en fælles Internet markedsplads under navnet Covisint. Det drejer sig blandt andet om General Motors, Ford og Daimler Chrysler. Covisint blev i forrige uge godkendt af de amerikanske konkurrencemyndigheder, og det forventes desuden, at EU i slutningen af denne uge vil godkende etableringen af Covisint i Europa.

Den elektroniske markedsplads spås af de deltagende selskaber at kunne sænke administrationsomkostningerne ved en bestilling med helt op til fire femtedele, ligesom konkurrencen mellem leverandørerne forventes at stige, når leverandørernes priser til de enkelte selskaber via markedspladsen bliver mere gennemsigtige.

General Motors har som målsætning at spare mellem 800 og 2000 dollars pr. bil, når den nye Internet markedsplads er i fuld drift om nogle år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også