Lavt vækstpotentiale hos nordiske portaler

MediaWatch

Den svenske finansavis Dagens Industri har talt med en række Internet analytikere om portalmarkedet i Norden og Europa. Og det samlede indtryk er, at de nordiske portaler har et lavere vækstpotentiale end portalerne på større europæiske markeder. Af samme grund er det sandsynligt, at de nordiske portaler bliver opkøbt med henblik på at indgå i større europæiske alliancer.

En af de store investorerer på portalmarkedet i Europa er i øjeblikket Deutsche Telekom's Internet portal T-Online. Forleden dag købte T-Online således den sydeuropæiske portal Ya.com, som har virksomhed i Spanien og Portugal. Samtidig har der været forlydender om, at netop Spray Network stod på T-Online's købsliste med henblik på at etablere sig på det skandinaviske marked.

Det vil pressetalsmand for Deutsche Telekom, Stephen Broszio, dog hverken be- eller afkræfte. Han bekræfter dog gerne, at der kan ventes flere opkøb fra T-Online.

- I Europa vil vi være med på alle de vigtige markeder, og der er fortsat et par blanke felter på kortet, siger Stephen Broszio til Dagens Industri og peger på, at Italien og Storbritannien er vigtige markeder, som T-Online interesserer sig for.

En analytiker fra "Nordiska Fondkommissionen" mener, at også SOL bør håbe på at blive opkøbt af en stor portal, fordi det vil være vanskeligt for SOL at opnå tilstrækkelig lønsomhed, hvis virksomheden er begrænset til det skandinaviske marked.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også